Som udgangspunkt varer rundvisningen omkring 1 ½ til 2 timer inklusive et foredrag på ½ time. Det er en fordel at være iført praktisk tøj, da en stor del af rundvisningen foregår udendørs.
Rundviserne er sammensat af en gruppe meget forskellige mennesker, som har levet det meste af deres liv på Christiania, og som har deltaget både i det politiske, det kulturelle og det almindelige liv i Christiania. Rundviserne er den levende historie! De har været her, har set det hele og mange har været med fra Christianias barndom.
Det er ikke en rundvisning, som er indøvet og hvor alle får et ensartet produkt. Alle får naturligvis en kort historisk redegørelse, hvor der ikke er lavet om på kendsgerningerne. De af jer der kender, eller har hørt om Christiania ved, at der er mange forskellige ”sandheder” i omløb om Fristaden, og her er det den enkelte rundvisers/christianits oplevelser af Christianias historie, som gør rundvisningerne så unikke.
Ikke to rundvisninger er ens, så var du på en rundvisning sidste år, er det en ny oplevelse i år!